22/07/2026
Et piktogram er vel bare et piktogram...?
Måske.
Men hjemme ved spisebordet sidder jeg faktisk og bruger en del tid på at overveje, hvilke piktogrammer der skal hænge i vores kommende 0. klasse.
For mig er et piktogram ikke bare et billede. Det repræsenterer en faglig prioritering.
Hvilke aktiviteter skal børnene møde hver dag? Og hvorfor?
📖 Læsesnak
Dialogisk læsning er meget mere end hyggelige historier. Mange børn starter i skole med et begrænset ordforråd. Gennem samtaler om bøger udvikler vi ordforråd, begreber og forståelse – et vigtigt fundament for den senere læseforståelse. Samtidig giver bøgerne os anledning til at tale om relationer, mod, venskab og livet mm.
🔤 Ugens bogstaver
Bogstaver skal opleves med øjne, ører, hænder og krop. Vi arbejder systematisk med fonologisk opmærksomhed, bogstav-lyd-forbindelser og multisensorisk læring.
🎲 Stationer
Ingen børn lærer ens. Stationsundervisning giver mulighed for differentiering, gentagelse, variation og passende udfordringer.
🤸 Lær med kroppen
Bevægelse er ikke en pause fra læring. Når kroppen er med, får hjernen flere veje til læring.
📚 Bibliotek og 📖 frilæsning
Vi skal ikke kun lære børn at læse. Vi skal også give dem lyst til at læse. Læselyst og mængdetræning er afgørende for læseudviklingen.
💚 Regulering
Et barn i alarmberedskab lærer ikke optimalt. Derfor skal der også være plads til regulering og samregulering. Trivsel er en forudsætning for læring.
🗄️ Læringsskuffer
Når et barn bliver færdigt, skal det ikke vente. Det skal have mulighed for fordybelse og selvstændig læring.
📖 Læsebog og 🚀 Staveraketten kommer først efter jul. Jeg tror på, at børnene først skal have et stærkt fundament med sprog, bogstavkendskab, fonologisk opmærksomhed og lyst til at lære. Derefter giver den mere systematiske læse- og staveundervisning endnu bedre mening.
Jeg ved godt, at andre ville sammensætte dagen anderledes.
Jeg går ydmygt til opgaven. Det her er blot de overvejelser, jeg gør mig, når jeg planlægger undervisning.
For mig starter god undervisning med ét spørgsmål:
Hvorfor lige præcis denne aktivitet?
Kh. Christina 🌿
Børneergoterapeut • Lærer• Trivselsvejleder