11/06/2026
Nogle historier fortjener lidt ekstra plads. Det her er én af dem 💙
For i dag skal vi råbe højt hurra og fejre en helt særlig milepæl, fordi Merete Aahrstiid Jensen i dag er blevet udlært ejendomsservicetekniker 🎉🥂
Men Meretes historie fortjener ekstra spalteplads. For den betyder noget helt særligt både for os og Merete.
Meretes historie handler om at finde troen på sig selv igen. Om at turde prøve. Om at tage ét skridt ad gangen og pludselig stå et helt andet sted, end man selv nogensinde troede var muligt.
Merete boede tidligere på Sjælland. Her stod hun ved en skillevej, hvor hun valgte at rykke teltpælene op og flytte væk for at finde en ny omgangskreds. Her faldt hun tilfældigvis over Skive. I starten fandt hun sig ikke til rette – folk talte pludselig jysk og sagde ”dav”, når man mødte dem 😄
Nej Merete havde virkeligt svært ved at finde sin plads, og som hun selv siger, var hun faldet ned mellem to stole.
Hun havde gået længe og haft et brændende ønske om at komme tilbage til arbejdsmarkedet, men som så mange andre kan man også nå dertil, hvor man begynder at tvivle på sig selv.
Måske kunne det ikke lade sig gøre. Måske var det for sent. Måske var det bare ikke for hende.
Men så kom der nogen, der troede på hende, og dét gjorde en forskel.
Merete var i et forløb hos jobcenteret i Skive - JobSpot, hvor hun fortalte, at hun drømte om et arbejde, hvor hun kunne være ude og bruge hænderne – præcis som hun tidligere havde gjort det på en rideskole på Sjælland.
Meretes jobkonsulent fik her en strålende ide, som vi hos AAB er utroligt taknemmelige for den dag i dag. Han foreslog arbejdet som vicevært hos os og herfra begyndte en rejse, der skulle vise sig at ændre alt for Merete. For Merete vidste én ting med sikkerhed: Hun ville arbejde.
Da Merete startede hos os, var det i en ordning på 2 timer, 2 dage om ugen. Det, der begyndte forsigtigt, udviklede sig over tid. Jobkonsulenten afholdt møder – og kollegerne i Egeris-afdelingen var altid inviteret med.
På den måde blev der langsomt skruet op. Ikke for hurtigt. Ikke for voldsomt. Bare roligt og i det tempo, der skulle til. Over tid blev få timer til flere – og i dag er Merete gået fra 4 timers arbejde ugentligt til 37.
Vi så hurtigt, at Merete bidrog med noget særligt, og tilbød hende derfor uddannelsen som ejendomsservicetekniker på AARHUS TECH, hvilket hun tog imod uden tøven.
Uddannelsen har taget 3,5 år, og den har budt på langt mere end mange måske forestiller sig.
Merete fortæller om et fag med imponerende bredde: VVS, grøn pleje, hækklipning, græs, vedligeholdelse, psykologi, konflikthåndtering og en lang række praktiske og menneskelige kompetencer. Man lærer lidt af det hele og bliver klædt på til et arbejdsliv, hvor ingen dage er ens.
Det passer Merete godt. Men med et glimt i øjet, fortæller hun, at det, der passer hende allerbedst, er kagen 😋
Men lige efter kagen kommer det, der måske siger allermest om, hvorfor Merete er faldet så godt til i afdelingen: alsidigheden, humoren og fællesskabet.
For ingen dag er ens. Man hjælper hinanden, og man griner kærligt af hinanden, når noget kikser. Det betyder, at man tør være ærlig, og man tør lave fejl – for hvordan skulle man ellers nogensinde blive dygtigere? Og vigtigst af alt har hun lært jysk af kollegerne, så hun bedre kan begå sig blandt skibonitterne 😜
Merete bor i dag på en gård i Lem med sin mand og to børn på 12 og 17. Gården er fyldt til randen med dyr. Der er både hunde, katte, høns, geder og heste samt køkkenhave. Her har hun fået sit fristed tilbage, som hun tidligere havde på rideskolen på Sjælland 🐎
Man mærker tydeligt, at Merete er et menneske med en stærk vilje og et stort hjerte.
Og selvom hun nu har nået en kæmpe milepæl, er hun ikke typen, der ønsker at stå midt i rampelyset. Nej hun vil faktisk helst ikke være centrum.
Derfor skal uddannelsen ikke fejres med gaver og ståhej. Nej den skal fejres på Meretes helt egen måde ved at invitere venner og familie hjem til en arbejdsdag. Der skal fuges på en bygning, laves tag efter stormskade, studses læhegn og males hestebokse, og bagefter skal der grilles.
Det siger måske alt om Merete.
Nede på jorden. Arbejdsom. Ægte. Og med hjertet på det helt rigtige sted.
Hun har fundet sin plads, og vist at faglighed, vilje og gåpåmod betyder alt. Og i dag står hun med noget, ingen kan tage fra hende:
- En uddannelse som ejendomsservicetekniker.
Og for et par uger siden, kunne vi med glæde sige til Merete, at hun lige kunne vove på at søge andre steder hen, for vi har tilbudt hende en fast plads på holdet.
Kæmpe tillykke til dig, Merete 💙
Vi er stolte af dig af din rejse og af det menneske, du er.
Tak fordi du viser, at det aldrig er for sent at begynde. Og tak fordi du minder os om, hvor meget et frø kan vokse, når nogen giver det præcis den gødning, det har brug for 🌱