02/07/2021
Denne gang skal vi kigge på tiden før man fik rullefilm (altså film på rulle). Det var en hel del mere besværligt at tage billeder dengang, og hvis ikke det vat blevet nemmere, ville jeg nok aldrig have kastet mig over foto som hobby.
Før film på rulle, måtte man indsætte en såkaldt dark-slide som medie til at gemme optagelsen på. Det kunne enten være en glasplade med sølvbromidgelatine eller celluloid film i ark. Problemet er bare....hvordan får man det ind i kameraet ved højlys dag, uden at eksponere filmen straks?
Som man kan se på billederne af det gamle Thornton-Pickard kamera i maghony, fylder det en del. Glaspladen på bagsiden bruges mens lukkeren på fronten står piv åben. Gennem glaspladen komponerer man billedet (så godt som det nu er muligt) hvordan billedet skal se ud. Lukkeren lukkes nu, og mediet (filmen) indsættes. Det er jo total vigtigt at mediet er lukket helt inde i lystætte omgivelser, så det ikke udsættes for lys. Når "Dark-Slide" er indsat, kan man nu fjerne den forreste skydeplade i darksliden, og mediet er nu kun beskyttet mod lys af kameraets lukker i objektivet. Når fotografen trykker på udløseren, og har valgt en passende lukketid, bliver mediet kortvarigt eksponeret og billedet er taget.
Nu indsætter fotografen igen den forreste skydeplade, og kan fjerne hele dark-sliden med det beskyttede medie inden i. Mediet kan først udtages når fotografen befinder sig i mørkekammeret og skal fremkalde. Vil fotografen tage flere billeder, må han altså medbringe et antal dark-slides - et for hvert billede han vil tage.
Mit spørgsmål hidtil har været, hvordan foregår det på de små "lomme" kamera fra det tidlige 1900 tal? De glasplade kamera jeg har i min samling, og næsten alle dem der tilbydes på Ebay, har det til fælles, at der ikke følger darkslides med. Enten er de bortkommet, eller også har ejeren (arvingen) blot ikke vidst at de var en del af kameraet.....Lige indtil nu!
Jeg faldt nemlig over dette sjældne kamera fra Ukraine. I bund og grund tror jeg det er en kopi af Zeiss Ikon Sirene, som står bagved. Byggemål og fremstilling er meget lig hinanden, og dark-slidene (3 stk) passer også i begge kamera. Zeiss kameraet er fra 1928, og kun takket være det "navneløse" kamera Compur lukkers serienummer, kan man spore sig frem til fremstillingsåret 1926. Fremgangsmåden er fuldstændig som på Thornton, blot er vægten og materialerne 1/10.
Glaspladen er gemt bag en lille låge, som foldes ud og derefter bruges som en miniudgave af de store kameras "håndklæde", som fotograferne benyttede sig af, hvis de skulle have en chance for at se noget som helst gennem den ret ugennemsigtige glasplade.