02/01/2023
Sidste år er gået på hæld, og forhåbentligt er alle kommet godt igang med 2023 🎉
2023 bliver året, hvor stutteriet får sit første 3. generationsføl - et føl jeg glæder mig utroligt meget til!
Det bliver også årets første føl, og nu hvor det nye år er kommet må det være passende med årets terminsliste 🐎
11. april - Khediva by CK e. Clarimo/Kannan/Baloubet du Rouet drægtig med Diamant de Semilly.
13. maj - Biscotta d’ive e. Berlin/Quidam de Revel/Landgraf drægtig med Aganix du Seigneur.
4. juni - Maluba by CK e. Cabrio Z/Lanciano/Goldfinger drægtig med Utamaro d'Ecaussines.
Hvorfor faldt valget af hingstene nu på dem, slm det gjorde?
For Khedivas vedkommende valgte jeg Diamant fordi han bidrager med flere ting, som jeg godt kunne tænke mig. Bl.a. giver han ofte noget størrelse, og da Diva selv er en smart og ædel model, kan hun godt tåle at han formentlig avler til den lidt mere kraftige side. Så har jeg altid drømt om at lave en Diamant, og når jeg så har den mest ridelige stamme, så sker der heller ikke noget ved at han får tilført mere blod.
Biscotta har jeg valgt Aganix du Seigneur til, fordi han avler meget ædelt, og jeg ønsker mig at forædle hendes afkom. Han giver efter sigende en hel del blod videre, men hendes afkom har indtil nu været ganske fornuftige i sind, så jeg er meget spændt på kombinationen.
Til Maluba har jeg valgt Utamaro d'Ecaussines til primært fordi, at hun er en rimelig stor hest. Han er selv lille, og det bliver kun hans anden årgang, så man ved endnu ikke rigtigt hvordan han avler. Men jeg håber på at han hjælper til at gøre afkommet mindre i størrelse, og så er jeg vild med Utamaros hurtige måde at afvikle sine galopspring og spring på, så det er også noget af det jeg håber på, at han giver videre.
Nu skal man også snart til at beslutte hingste til hopperne i år. Jeg ved ikke om Khediva og Maluba skal have et føl mere - det afhænger bl.a. om de får et hoppeføl eller hingsteføl i år (piiist - bliver Diamanten et hingsteføl, så er den til salg - noget der generelt dækker alle mine hingsteføl 🐴).
Jeg skal helt sikkert ifole Tinkerbell by CK e. Tangelo vd Zuuthoeve/Berlin. Selvfølgelig hendes mor Biscotta og så håber jeg at det lykkes at få Centibetia e. Baloubet du Rouet/Cento/Sandro fol igen i år, selvom hun jo er ved at være en ældre dame.
Så der er lidt at spekulere over de næste par måneder. Hvilke hingste venter du føl efter i år?
Billedet er af Khediva som føl 🐴