17/06/2026
🦁 Lions Prisen 2026 går til Ildflueakademiet i Holstebro ✨
Lions Club Holstebro og Lions Holstebro Karoline er både stolte og meget glade for at kunne fortælle, at årets Lions Pris er gået til Ildflueakademiet i Holstebro.
Prisen blev overrakt af Hanne Outzen og Anders Hansen på en regnfuld aften i Holstebro Lystanlæg – på scenen, hvor der samme aften var musik i regi af Kulturperlen. Regnen gjorde ikke øjeblikket mindre fint. Tværtimod blev det en smuk markering af noget, der virkelig lyser op i vores by.
Ildflueakademiet er udsprunget af Odin Teatret og Ikarus Stage Arts og er en del af det stærke kunstnermiljø i Holstebro. Bag indsatsen står blandt andre Carolina Pizarro og Luis Alonso, som med stor energi, varme og kreativitet giver børn mulighed for at finde og tænde deres indre lys gennem kunst.
Hos Ildflueakademiet møder børnene leg, bevægelse, musik, rytmer, tegning, kunst, fantasi og fællesskab. De får mulighed for at udtrykke sig, bruge kroppen, være kreative, mærke glæde og blive en del af noget større sammen med andre børn og voksne.
Det er netop den slags aktiviteter, der gør en forskel. Når børn får lov til at skabe, lege, bevæge sig og blive set, styrker det både selvværd, fællesskab, trivsel og mental sundhed. Og når børn, som måske ikke altid har de nemmeste vilkår i livet, får oplevelser med trygge voksne, kunst og fællesskab, kan det sætte spor langt ud over selve aktiviteten.
Som Ildflueakademiet selv siger: “Sammen stråler vi mere.”
Det gør de virkelig.
Lions Prisen på 20.000 kr. er givet som anerkendelse af en ekstraordinær indsats, der skaber glæde, håb og mental sundhed for børn i Holstebro.
Stort tillykke til Ildflueakademiet – og tak for det lys, I tænder i vores by. ✨
På billedet ses:
Carolina Pizarro, Ildflueakademiet
Luis Alonso, Ildflueakademiet
"Ildfluedatter" Eloísa
Anja Klok Schou, bestyrelsesformand for Trivselshuset
Hanne Outzen, næstformand i Lions Holstebro Karoline
Anders Hansen, formand for Donationsudvalget i Lions Club Holstebro