04/02/2019
I sidste uge ringede Politiken.
💃💃💃💃💣💥
De ville interviewe mig om, hvad der i min optik skal til, for at børn bliver madmodige.
Det blev en lang samtale, der bl.a. resulterer i en hel guide til mere Madmod. (Yes! 💃💃)
Men kort fortalt, mener jeg ikke, at kræsenhed handler om det vi tror.
Kræsenhed handler ofte om at børn sidder til bords i en atmosfære der er tyk af forventninger.
Forventninger der bunder i frygt for, at de spiser for lidt, forkert, for grimt, aldrig lærer at spise broccoli, dør af sult, vågner og er sultne eller viser verden at vi er dårlige forældre fordi vores børn spiser grimt og forkert.
I daginstitutioner har de voksne også deres private synsninger med til bords.
Det er helt naturligt, hvis der ikke er brugt krudt på at aftale, hvordan man er en rollemodel der sparker mere Madmod igang.
Hvis vi vil skabe "generation Madmod" skal både forældre og pædagoger slå automatpiloten fra og spørge sig selv:
"Hvad er det egentlig vi gerne vil give børnene med fra bordet og ud i livet?" "Hvad vil vi gerne have at de mindes om barndommens måltider, når de engang selv bliver voksne?"
Vi har også et problem med nærvær når vi spiser.
Derhjemme kan det handle om at bruge måltidet til "at finde 5 fejl"...Og tænke på at børnene skal nå i bad, madpakkerne skal smøres og de skal puttes, inden vi selv har fri.
I institutionerne skal det tit gå hurtigt, fordi der jo skal fejes, nogle børn skal sove, de voksne skal til pause og alle skal på legepladsen.
De to damer i filmen har været sammen med mig 3 gange en halv dag over 2 måneder.
Deres pointer kan vi også tænke over ved de private middagsborde.
