I Kulturhus Gimle i Føllenslev mødes mennesker i alle aldre for at lytte til verdensmusik, se teater, film og opleve kulturdialoger. Arrangementerne tiltrækker publikum fra hele Vestsjælland. Huset bruges desuden som ramme for familiefester og mødested for lokalområdet. Huset drives af foreningen Gimle
Koncerter med musik fra hele verden
Musikken er af meget høj kvalitet. Den dækker et bredt repe
rtoire og repræsenterer en mangfoldighed i etnisk oprindelse. Ofte vil musikgrupperne repræsentere en mindretalsgruppe eller på anden måde have tilknytning til nogle af verdens brændpunkter, og det kan også være en specifik musikgenre, der er i fokus. Før musikarrangementerne serveres der duftende mad inspireret af musikkens hjemland ved spisekælderens fællesborde, så alle sanser skærpes og stemningen bliver i top til aftenens musikoplevelse. Foreningen Gimle
Gimle drives udelukkende af ildsjæle og frivillig arbejdskraft, og der er etableret arbejdsgrupper, der ansøger om finansieringstilskud, booker musik, bestiller film, laver mad m.m. og i det hele taget sørger for at arrangementerne planlægges og gennemføres og huset vedligeholdes. Det hele koordineres af den valgte bestyrelse. Gimles historie
Forsamlingshuset Gimle blev født som et krigsbarn. Året var 1943, under den tyske besættelse. Et stærkt sammenhold og ønsket om at manifestere sig og værne om den nordiske kulturarv lå pionererne stærkt på sinde. Navnet Gimle taler for sig selv. I den nordiske mytologi er det stedet i Asgård, hvor de lykkelige skal leve efter ragnarok, og navnet bevidner, at der var store forventninger til det indhold, forsamlingshuset skulle danne rammen om. Måske blev navnet Gimle endda valgt med klar 'inspiration' fra den tyske besættelsesmagt. Landet over er der adskillige foreninger, huse o. fra den tid, som hedder Gimle. I 'gamle dage' var der et forsamlingshus i omtrent enhver landsby, midt mellem kirke og kro det centrale samlingssted for fritidsliv, fester og lokale begivenheder og aktiviteter. Det var landsbyens og egnens kulturhus, uanset at man ikke brugte det ord dengang. Men tiderne ændrede sig drastisk og i midten af 80'erne måtte Gimle lukke. Som det skete for handlende, håndværkere o.a. i landsbyerne, blev det også svære tider for forsamlingshusene. Gimles historie afspejler udviklingen fra landbrug og landsbyfællesskab til centralisering, industri- og informationssamfund. Imidlertid kom der et uventet vendepunkt i Gimles nedtur. Forsamlingshuset stod tomt og ubrugt nogle år i 80'erne, men i 1990 købte en lille gruppe folk fra lokalområdet ejendommen og oprettede en ny forening - Kulturforeningen Gimle. Intentionen havde tre strenge - at huset skulle være fast base for et af landets professionelle børneteatre, at få gang i udlejningen af fest- og mødelokaler igen og at tage fat på at opbygge et kulturhus med teaterforestillinger, musikarrangementer o. I dag er Gimle et hus fuld af fællesskab, liv, fester, musik og teater, og det besøges ikke kun af det nære lokalsamfund, men af et stort opland.