17/08/2026
TRYGHED I NATTELIVET BEGYNDER MED DIALOG
Hvordan passer de unge på sig selv og hinanden, når de går i byen?
I sidste uge holdt Natteværterne fra Københavns Kommune, som er en del af SSP-samarbejdet, oplæg for nye studerende om det københavnske natteliv. Her var fællesskab, omsorg og ansvar på dagsordenen, og de studerende bød ind med både erfaringer, spørgsmål og refleksioner. For nattelivet byder på mange gode oplevelser og fællesskaber, men også på situationer, hvor det er vigtigt at kunne passe på sig selv og hinanden.
I SSP København arbejder vi forebyggende på tværs af de arenaer, hvor unge færdes. Dialog og viden er en del af det arbejde, også når det handler om nattelivet. Det kan være med til at styrke unges opmærksomhed på hinanden og deres muligheder for at træffe gode og trygge valg.