LifeQualityWest

04/09/2020

Omsorgssvigt og overgreb på sårbare mennesker handler ofte om manglende viden og dårlige vaner.

Jeg har arbejdet tæt på og sammen med et utal af medarbejdere i pleje- og omsorgsfunktioner i næsten 30 år. Mange af medarbejderne har uddannelser, som social og sundhedsassistenter, - hjælpere, pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter, lærere og socialrådgivere. Men endnu flere medarbejdere har været ufaglærte. Og rigtigt mange medarbejdergrupper i omsorgsfag samarbejder på lige fod på trods af de meget forskellige baggrunde, erfaringer og kompetencer. Og det er langt hen ad vejen en styrke i de bedste situationer. Men laveste fællesnævner kan være svær at hæve, når det handler om etik og menneskesyn.

Derfor er supervisionsprocesser nyttige. En god supervision i en tværfagliggruppe er et møde med deltagelse af alle medarbejdere i et team, en gruppe eller en afdeling, deres daglige leder og en dygtig processtyrer og supervisor. Min opgave som supervisor i de situationer er at skabe en dialog om de vanskeligste udfordringer på et grundlag af tillid og anerkendelse. Når det lykkes er der mulighed for vidensformidling, opgør med fejlslutninger og dårlige vaner helt ind til den enkelte medarbejder i gruppen uanset uddannelsesmæssig baggrund. Gruppen profiterer af at lytte til hinandens refleksions- og læringsprocesser. Implementering og udvikling af praksis sker, fordi mennesket i medarbejderen er blevet set og rørt og det personlige ansvar er blevet tydeligere.

Jeg skaber ofte de samme processer på temadage, på kurser og workshops, i coaching og sparring med et bevidst mix af aktiv lytning, perspektivering og anerkendelse.

Hvis man vil undgå episoder og kulturer, hvor omsorgssvigt og overgreb i plejen sker, så er uddannelse ikke nok. Der skal hands-on ledelse og ofte ekstern specialiseret faglighed til. Det er noget af det jeg som psykolog og Master i offentlig ledelse kan bidrage med.

14/06/2020

Måske skal værdierne have et brush up efter Corona?

Corona har umiddelbart ændret på vores værdier og fokus. Ikke mindst på arbejdspladsen.

Er du virksomheds ejer og er ved at genåbne, husker du så at hver af dine medarbejdere har haft forskellige oplevelser og betingelser under nedlukningen? Har du øje for, hvad forandringerne undervejs har fået af betydning for dit hidtidige værdisæt?

På hvilken måde har Corona udfordret dine og virksomhedens værdier?

Hvilke nye formuleringer kan der være behov for af dine/ jeres værdier?

Er der forskel på værdibehov og - opfattelsen af værdierne rundt omkring i organisationen, afhængigt af afdelinger/ roller/ opgaver?

Hvis der er, hvordan kan det så samles under en hat fremadrettet?

Har du brug for sparring og refleksion til dig selv, om dine værdier, din families værdier eller din virksomheds værdier?

Eller har du brug for en konsulent, der kan gå med dig ind i din familie eller din virksomhed og tale om værdier, så kontakt mig.

Jeg er god til at fange nuancerne, til at skabe nyt fællesskab eller genskabe noget, som du savner.

Jeg trækker på mine mange år som psykolog, leder og konsulent. Og jeg har fokus på det praktiske, konkrete og håndterlige.

20/04/2020

FRYGT, ANGST, BEKYMRING ELLER BARE USIKKERHED?

Jeg vil helst tale om håb og mod, men der bliver brug for at eftersnakke om frygt og angst.

Hvad bliver efterspillet af Coronakrisen mon?

Psykologer har det med at tale om angst på en måde, det kan forskrække andre en del. Det kan være en lettelse at forstå, at alle kan blive ramt af angst i forbindelse med almindelige menneskekriser, som skilsmisse, stres, dårlig økonomi, arbejdsløshed etc. Men det kan også lyde meget mere voldsomt end man umiddelbart lige tænkte.

Følelsen af at blive grebet af angst er ofte en følelse af stort kontroltab, panik og rædsel. Hele ens liv synes at gå i stå i sekunder eller for evigt. Hjertet banker, koldsveden pibler frem og ubehaget indvendigt er næsten ubeskriveligt. Ens vejrtrækning bliver overfladisk og ilten til hjernen minimeres, man har svært ved at modtage hjælp fra nogen, en virkelig ond cirkel er i gang.

Her under Coronakrisen har vi vænnet os til at tale om frygt som noget helt almindeligt. Det har overrasket mig, at frygten har fået så meget plads i medierne. Jeg forventede, at frygten ville blive talt ned, men den er blevet talt frem og nok med rette.

Det har været tydeligt, at mange har været grebet af frygt og angst. For smitte, for at dø, for sine kære og for sin egen økonomiske og arbejdsmæssige situation. Forældre til de små, der skulle være de første, da vi åbnede op efter lock down, mange professionelle, der har været tæt på syge og måske smittede osv. Mange har reageret med panik, vrede og frustration i medierne og på nettet. Reaktioner der kendetegner det at være grebet af frygt, være i følelsernes vold, miste overblik og rationalitet.

Frygten går vel forud for angsten. Frygt kan få os til at tænke os bedre om og passe bedre på. Frygt er en drivkraft, hvis vi ikke bliver overvældet af den. Så længe vi står midt i krisen, så længe ulykken stadig pågår og det gør den jo indtil vi både ved, at der er styr på sygdommen og når vores liv begynder at være mere frit og socialt igen, så accepterer vi at begå os i forhold til det farlige. Når ulykken er stoppet og vi kommer ud på den anden side, kan tankerne komme om, hvor skidt det kunne være endt og i de tilfælde, hvor det gik galt, kommer sorgen over det, vi mistede.

Jeg har personligt indtil videre kun været ramt af bekymring for mine nærmeste, hvoraf kun få har været kastet ud i front med stor risiko for at blive smittet. Jeg har mærket usikkerhed for min egen situation, for mit arbejde og min økonomi. Og jeg har mærket stor bekymring og sorg for de mennesker og samfund, hvor Coronakrisen har fået et farligt og kaotisk forløb. Det gør mig trist, men ikke depressiv eller angst. Jeg kender til angst hos mig selv og har lært at beherske den og jeg har arbejdet med mennesker med angst i flere år.

Sandsynligheden for, at der især for frontpersonale og medarbejdere i såkaldt kritiske funktioner, bliver brug for debriefing og bearbejdning af konkrete voldsomme episoder i Coronakrisen, er stor. Enten fordi der har været ulykkelig udgang på en behandling eller, fordi der har været besværligt samarbejde og stor uenighed om håndtering af kritiske situationer eller, fordi ens egen smitterisiko har været meget stor og ikke mindre, der hvor risikoen for at smitte sine kære har været tilstede. Især for de yngste medarbejdere, som sandsynligvis er gået på opgaverne med krum hals og så måske hen ad vejen blev konfronteret med sagens alvor, får brug for opmærksomhed. Vi skal huske, at mennesker efter en krise, stadig er i krise og kan have tendens til at afvise at bearbejde og modtage hjælp. Lysten til bare at komme videre og væk fra det ubehagelige ligger lige for. Og vi skal erkende, at vi i dette dejlige land ikke siden 2. verdenskrig har været under pres og i krise så voldsomt som nu. Vi gamle har noget ballast alene i form af vores erfaringer trods alt. De yngre medarbejdere, som sagt, og de yngre ledere ikke mindre, kan have brug for ekstra opfølgning efter Coronakrisen.

Arbejdsgivere og ledere bør være opmærksomme på det i tiden efter Coronakrisen. Når Corona lige om lidt forhåbentligt bare bliver en normal tilstand sammen med andre sygdomme, så bør lederne både tage hånd om deres medarbejdere og om sig selv. Tage hånd om den frygt, der opstod og blev skabt. Få talt det igennem og ned. Sat frygt og angst i perspektiv og få skab ro, tillid og håb igen.

Da jeg var Chefpsykolog skete dels terrorangrebene på World Trade Center i New York og senere Tsunamien i den Indiske Ocean i 2004. Det var begivenheder, der slet ikke umiddelbart kan sammenlignes med den nuværende pandemi, men de gjorde os forskrækkede og sorgfulde i nuet. Jeg samlede mine medarbejdere og sørgede for, at vi sammen fik fortalt hinanden og lyttet til, hvilken betydning de to voldsomme episoder fik for os hver især. Og vi forberedte os sammen på, hvilke følelser og reaktioner vi som psykologer og konsulenter kunne møde blandt børn, forældre og samarbejdspartnere i tiden efter. En enkelt eller to af mine medarbejdere var af forskellige årsager hårdere ramt end andre og de fik tilbudt individuelle samtaler med eksterne psykologer. Som leder holdt jeg den næste tid nøje øje med, at vi alle kom godt videre.

Ualmindelige begivenheder med fare for helbred og liv. Forandrede hverdage med pludselige stop og store ændringer af rutiner og livsmuligheder. Følelsesmæssige rutcheture og stor usikkerhed om, hvor voldsomt det bliver og hvor længe det pågår. Fysisk isolation og savn af den normale sociale kontakt, sætter spor. Ikke nødvendigvis for altid, hvis vi får det bearbejdet og sat i perspektiv. Hvis vi deler vores oplevelser og finder støtte i ikke fortsat at være alene med frustrationerne. Hvis vi kommer hen til at glædes og grine sammen igen uden at mærke frygt, angst og bekymring på egne, andres og næsten alles vegne. Så vi er på vej videre med nye erfaringer og endnu mere robusthed.

07/04/2020

Kloge ord fra Psykologernes formand:

Psykologernes formand: »Det er ikke en ferie, vi er i gang med at holde. Det er en total forandring af hverdagen«
Coronakrisen er alt andet end en pause fra hverdagens stress. Det mener formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen, som med afsæt i krisepsykologien giver sit bud på, hvad virussen gør ved os som befolkning og individer.

Formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen har tidligere kritiseret, at vækstsamfundet er med til at gøre os stressede. Hun mener, at coronakrisen er med til eskalere stressen.

Vi slipper for at smøre madpakker, haste ud ad døren med ungerne om morgenen og løbe om kap med tiden for at afslutte opgaverne på jobbet, inden vi igen drøner af sted for at hente børn.

Det kunne lyde som et kærkomment afbræk for pressede børnefamilier, men for langt de fleste føles det, vi sidder i lige nu, som alt andet end en pause.

»Det er jo ikke en pauseknap, vi trykker på. Det er ikke en ferie, vi er i gang med at holde. Det er en total forandring af hverdagen og en total udradering af de rutiner, vi plejer at have, og den tryghed, vi plejer at finde i vores beskæftigelse, vores livsgrundlag og vores vaner,« siger Eva Secher Mathiasen fra sit hjem i Humlebæk, hvorfra hun klarer alt fra møder med krisepsykologer, der skal rådgive foreninger, til interview med medier.

»Historieskrivningen om, hvad der skete i Danmark under coronaepidemien, vil der være kamp om. For den vil være forskellig.«
Mange vil kende formanden for Dansk Psykolog Forening fra debatter, hvor hun kritiserer vækstsamfundet for at have skabt en stresset nation, som skal løbe hurtigere og hurtigere i jagten på succes.

Derfor virker det nærliggende at spørge netop hende, hvordan en tilstand som den, vi befinder os i, påvirker os. Om vi kan udlede noget positivt af en situation, hvor hjulene er gået i stå.

Det umiddelbare svar er nej.
»Jeg ser ikke et samfund, som er gået i stå. Jeg ser en økonomi, som går i stå. Jeg ser familier, der bliver meget pressede af den her situation. Så det er ikke stress, vi har stoppet lige nu. Vi har faktisk fuld fyr på stressorerne til at belaste os,« siger Eva Secher Mathiasen, som understreger, at det nærmere er bekymringerne, som fylder.

»Bliver man mon ved med at have det job eller den virksomhed, man har? Ud over at skulle være på arbejde, skal man ikke bare passe børn, men hjemmeskole dem. Nogle er bekymrede for nære pårørende, som er syge, og som sidder alene, og som man ikke kan række ud og hjælpe på samme måde, som man plejer. Så det, der er sat i stå, er ikke de dårlige ting. Det er faktisk nogle af de rigtigt vigtige ting,« siger hun.

Den kritiske fase
Eva Secher Mathiasen søger blandt andet forklaringer i krisepsykologien, når hun skal beskrive det, vi som befolkning oplever lige nu, hvor første fase er ved at klinge af.

»Vi har været i den fase af krisen, hvor der typisk er opbakning i befolkningen. Der er solidaritet. Vi retter ind, og hovedparten af os gør hovedsageligt, hvad der bliver sagt. Men krisepsykologisk forskning viser, at der også kommer en periode, hvor folk bliver mere kritiske og får en mindre koordineret adfærd,« siger Eva Secher Mathiasen og tilføjer:

»Man begynder måske at kunne se nogle rigtig usunde grupperinger i samfundet, hvor man peger fingre ad hinanden på forskellige måder. For eksempel kan der komme noget omkring dem, der er syge, eller dem, der ikke har været syge endnu, og den risiko, det indebærer. Måske blusser konflikter op mellem grupper med forskellig overbevisning om, hvordan man bør opføre sig, hvor megen afstand man bør holde, eller hvordan man hjælper hinanden.«

Vi vil se en mere autonom adfærd
Ikke mindst myndighederne er sat på en enorm opgave lige nu, mener Eva Secher Mathiasen.

»Myndighedernes opgave handler dels om at have overblik og informere om situationens udvikling og dels om at fortælle, hvorfor vi skal gøre, som vi skal gøre. Og den opgave bliver med tiden sværere og sværere. Den kritik, der kommer, er derfor ikke nødvendigvis udtryk for, at vi har myndigheder, der ikke løser opgaven ordentligt. Det er et udtryk for opgavens sværhedsgrad,« siger Eva Secher Mathiasen.

»Der vil være nogle, som mener, at uanset hvad der bliver udstedt fra myndighederne, så er det det, vi gør, og det er den strategi, vi følger. Men der vil være andre, som eksempelvis mener, det er bedre at få smitten overstået, så vi kommer hurtigt ud på den anden side. Så der kan komme grupperinger mellem dem, der gør, hvad der bliver sagt, og dem, der ikke gør det, fordi man har hver sin overbevisning om, hvad der faktisk er bedst for samfundet, eller fordi man i forskellig grad er bekymret for de tab, der kan følge med smitten. Så kan vi komme til at se en mere autonom adfærd,« siger hun.

»En finanskrise koster også liv. Det er bare nogle andre liv, og der er ingen nemme svar.«
Hvilke liv skal vi redde?
Allerede nu ser vi, at de første dages næsten totale opbakning af regeringen så småt har slået revner. Her i avisen har vi blandt andet beskrevet debatten om, hvorvidt de reddede menneskeliv i forbindelse med coronavirussen bliver for dyre. En debat, som ikke overrasker Eva Secher Mathiasen.

»Der vil komme mange diskussioner om, hvorvidt det er de rigtige prioriteringer, vi foretager. Nogle vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er de rigtige liv, vi er i gang med at redde, fordi en finanskrise og en recession også koster liv. Det lyder hårdt, men det er jo en argumentation, nogle fremsætter. Der er allerede begyndt at komme krusninger på overfladen, men det kommer næppe til at blive ved det,« siger Eva Secher Mathiasen.

Særlige dele af befolkningen kan blive ekstraordinært belastede af den recession, der kan blive udfaldet, hvis nedlukningen fortsætter i månedsvis, mener hun.

»Mange kan miste deres arbejde og have udsigt til langvarig arbejdsløshed eller store personlige og økonomiske tab. Det kan i høj grad fremme psykiske problemstillinger og misbrugsadfærd, for eksempel alkoholisme, eller det kan vise sig ved højere grad af aggression. Vi har allerede set, at hustruvold er eskaleret. Vi ved også, at børn i udsatte familier lider dobbelt. Manges tilværelse bliver sat på spil – og derfor også deres psykiske tilstand – og måske kommer selvmordsraten også til at stige. Så en finanskrise koster også liv. Det er bare nogle andre liv, og der er ingen nemme svar,« siger hun.

Ukendt land
Når coronavirus i den grad kan sprede uro, skal årsagen også findes i, at vi ikke kender fjenden.

»Pandemifænomenet er et kendt fænomen, og der er rigtig megen forskning i det. Der er også rigtig megen forskning i kriser og katastrofer i enkelte lande. Men den konkrete virus, vi her har fat i, er jo i sin natur ukendt,« siger Eva Secher Mathiasen og fortsætter:

»Havde vi kendt den, havde vi haft en vaccine eller vidst, hvordan den skulle kontrolleres. Så der er nogle særlige forhold omkring lige præcis den virus, som gør, at der er mange svar, man ikke kan give. Det skaber uro og frustration, og det sætter vores følelsesregulering på prøve. Det er ikke kun afhængigt af smittekurver – det handler faktisk også om det faktum, at tiden går, og at man derfor får brug for svar på flere spørgsmål. De svar kan være svære at give, fordi det er vanskeligt at forudse, hvordan det kommer til at gå. Situationen er ukendt.«

»Der er nogle særlige forhold omkring lige præcis den virus, som gør, at der er mange svar, man ikke kan give. Det skaber uro og frustration, og det sætter vores følelsesregulering på prøve.«
Eva Secher Mathiasen mener derfor ikke, det er tilfældigt, når statsministeren løfter sløret for en eventuel åbning af landet efter påske. For jo længere tid, der går, jo større vil uroen blive, mener hun.

»Det er meget svært at fastholde befolkningens opmærksomhed og holde befolkningen i ro i en lang periode. Vi kan jo alle mærke, at følelserne kan blive sat godt i gang af det her. Jo mere vi kommer tæt på at risikere noget af det, der er vigtigt for os, og jo mindre vi er klar over, hvor lang tid det her rækker ind i fremtiden, jo sværere kan det blive for os som gruppe,« siger hun.

Der vil ikke være en, men mange udlægninger af coronakrisen, når den er overstået, mener Eva Secher Mathiasen, som forudser, at der vil blive »kamp« om historien.
Nogle vil dog være en del hårdere ramt end andre.

»De mennesker, der gik ind i krisen med angst, stress og depression, bliver mere presset af krisen, fordi de i forvejen er skrøbelige. Der vil man se, at de kan få det værre. Men vi bevæger os også hen i en situation, hvor vi kommer til at se nogle reaktioner i almenbefolkningen, hvis krisen bliver for lang og for svær. Så vi vil se, at flere får sværere ved at håndtere følelser og ved at holde sig stabile i forhold til belastningen. Mange vil opleve symptomer på angst og bekymringer,« siger Eva Secher Mathiasen og fortsætter:

»Men her er det væsentligt at skelne, fordi angst er på sin vis irrationel, men det er bekymringen ikke. Angsten kan sætte sig i os som hjertebanken og uro og tankemylder, hvor vi ikke helt ved, hvad angsten egentlig handler om. Men bekymringer er jo rationelle. Vi kan være bange for, om vi mister vores job, om vores børn kommer godt igennem den (epidemien, red.), om vi bliver syge, og om vores forældre dør. Det er en fuldstændig rationel bekymring for noget, der er helt evident.«

Kampen om historien
Eva Secher Mathiasen understreger, at vi stadig befinder os i starten af epidemien. Det er dog ikke den eneste grund til, at hun nødigt vil give et entydigt svar på, hvad hun tror, der sker, når vi kommer ud på den anden side.

»Historieskrivningen om, hvad der skete i Danmark under coronaepidemien, vil der være kamp om. For den vil være forskellig,« siger hun og nuancerer:

»Det kommer meget an på, hvordan vi kommer igennem det som fællesskab – og som enkelte individer. Nogle af os vil komme til at huske tilbage på den her periode som et traume – som en rigtig svær erindring at arbejde med. Måske fordi vi har mistet nogen eller lidt nogle andre typer af tab. Men nogle vil også komme til at tænke tilbage på en tid, der viste, hvad vi faktisk kunne sammen, når vi rakte ud efter hinanden. Sorg og positive oplevelser vil sætte sig meget forskelligt,« siger Eva Secher Mathiasen.

»Men når vi skal have gang i økonomien på den anden side af coronakrisen, er det afgørende, at en del af motoren for stabilisering af økonomien er sund arbejdskraft, mennesker, der har det godt. Også med hinanden. Så vi skal også passe på os selv, hinanden og undgå, at konflikterne flytter med ind i fremtiden som en faktor, der skiller os ad.«

04/04/2020

KUNSTEN AT NØJES.

“Jeg er ikke rigtig glad i den her tid, mor!”

Min søde dygtige yngste datter på 23, er såkaldt frontpersonale her under Coronakrisen. På rigtigt mange måder er hendes situation absolut ikke den værste at være i. Og netop det havde vi talt intenst om de sidste dage. Og så kom den sætning ud af hendes mund. Og mit svar var: “ Næ, selvfølgelig er du ikke det. Det er der vel egl ikke nogen med deres fulde forstand og empati i behold, der er lige nu. Jeg er heller ikke.”

Og det gik så op for mig, hvor meget vi alle gør alt, vi kan for at holde humøret oppe i denne tid.

Hele vores verden er jo væltet. Fremtiden er uvis. Man skal være lavet af sten for ikke at bekymre sig.

Og selvom vi kan hygge igennem med god mad og vin, brætspil og snak i de små familier og i storfamilien og med venner on-line. Så ligger det der og lurer hele tiden. CORONAMONSTRET.

Mange ønskede god påskeferie i går. Det fik mig til at huske, da jeg selv var nede med stress i foråret for heldigvis snart 20 år siden. Der opdagede jeg, at jeg kunne opnå en vis ro fra fredag eftermiddag til søndag aften og i de små helligdagsferier. Når resten af samfundet var i ro, så kunne jeg med bedre samvittighed finde mig selv og restituere. Fra mandag til fredag kl. 14 følte jeg mig konstant i pres, hægtet af og bagefter.

Og det med at holde ferie i disse dage handler for mig om samme forsøg på tilpasning eller at nøjes. Vi venter og holder os i ro. Får det bedste ud af det. Men dybest set mærker vi konstant den store usikkerhed på fremtiden. Føler måske med resten af menneskeheden, der kæmper mod pandemien.

I denne tid mærker jeg igen stres. Men på en ganske anden måde. Det at vi alle er sat i en situation, hvor vi ikke frit kan vælge, hvad vi vil og hvordan. Og hvor vi samtidig på den ene side er fælles om en indsats og på den anden side er nogle af os sat på vilde, farlige, vigtige opgaver eller på nye måder i de sædvanlige opgaver, andre af os er sat til at holde os i ro. Så nok er vi fælles, men forskellene på vores vilkår er store.

Jeg vil gerne handle mig ud af ubehagelige situationer. Ikke flygte, men kunne gøre noget aktivt for at forandre dem. I min virksomhed er jeg god til at lade udfordringerne komme, tage imod kundernes ønsker, lad mig inspirere af deres tilgang og koble mig på det. Lige nu kan jeg ikke handle særligt meget. Og jeg bliver ikke inspireret og stimuleret, som jeg plejer.

Meningen med min indsats er ikke den samme som jeg er vant til. Jeg keder mig. Jeg burde gøre rent, ordne fotos, gå ekstra lange ture osv osv. Og jeg prøver, men et par timers fokuseret indsats kan det højst blive til ad gangen. Mit FLOW er væk. Tilstanden af at have travlt med noget, der er udfordrende, på en måde, hvor jeg bruger mig selv og med et formål, en mening, er væk.

Så nu nøjes vi med at finde mening med det, der kan ske. Med det vi kan gøre. Gøre en dyd ud af nødvendigheden. Ser de positive sider. Men rigtigt glade er vi vist ikke ret længe ad gangen.

14/09/2018

Her er et rigtigt godt indblik i, hvordan jeg også arbejder. På systemisk og anerkendende grundlag. Og det rykker, når det lykkes at få organisationer og enkelt personer i dem til at forstå og handle derefter.

I stedet for at lægge ansvaret for den enkeltes trivsel hos lederne eller tillidsrepræsentanten bør man holde fokus på den enkelte som et voksent, ansvarligt og kompetent menneske, der selv har initiativpligt i forhold til egen jobglæde.

08/05/2018

Hvo intet vover intet vinder. Jeg er tilbage hos mig selv efter et meget meget lærerigt forsøg på at blive partner med en anden psykolog. Det blev ikke nemt. Men jeg lander på benene og glæder mig over, at jeg fik stoppet op i tide. Tak til Jer der stadig efterspørger min indsats.

03/08/2017

Så er den sommer vist ved at være slut. Jeg har fået tanket godt op og glæder mig til efterårets udfordringer. Jeg har fundet mange gode artikler i den sidste tid og vil dele nogle af dem her. God læselyst. Håber du også bliver inspireret.

http://www.ugebreveta4.dk/psykolog-advarer-danskerne-doer-af-daarlige-ledere-og_20878.aspx?redir=newsletter&utm_campaign=guest_Organisk_Ikkevalideret&utm_medium=nl_top&utm_source=newsletter_Morning&nlid=OTc3&aid=20878

Antallet af stresstilfælde eksploderer, og det er på høje tid at sætte hælene i og gøre op med væksttyranniet, så trivslen og balancen mellem krav og ressourcer på arbejdsmarkedet kan komme tilbage. Det mener psykolog og stifter af Center for Mental Robus...

19/06/2017

I disse dage har jeg 25 års jubilæum som psykolog. På den ene side virker det som hundrede år siden, jeg blev fejret og lykønsket på Århus Universitet

16/11/2016

http://www.ugebreveta4.dk/forsker-selvfoelgelig-tager-vi-foelelserne-med-paa-jo_20654.aspx?redir=newsletter&utm_campaign=guest_Organisk_Ikkevalideret&utm_medium=newsletter_nl_3rd&utm_source=newsletter_Morning&nlid=ODIw&aid=20654

INTERVIEW. Vi går på arbejde med liv og sjæl. Søger anerkendelse. Og kærlighed. Men når vi ikke får det - og når forventningerne bliver for høje - sætter skammen ind. Det er nonsens at tro, at vi kan parkere følelserne derhjemme. Men vi skal lære at håndt...

12/11/2016

3. Oplæg i en række. Kom endelig med dine overvejelser om emnet.

De sidste år er det blevet oftere og oftere, at jeg tænker, virksomheder er for lidt forudseende og forebyggende. Man sætter medarbejdere sammen i teams og forventer, at de selv kan aftale spilleregler og planlægge indsatsen mod mål. Tempoet sættes op uden, at ledelsen spørger til, hvordan det opleves hos den enkelte medarbejder. Nye it-systemer og metoder tages i brug på samme tid. Alle forventes at levere lige godt på alle områder. Lederne er sjældnere tæt på medarbejdere i praksis. Forsømmelser, der risikerer at føre til konflikter, ineffektivitet og stress.

Jeg hidkaldes ofte, når det er helt kørt op eller ned. Og ofte er der gennem halve og hele år ikke blevet gennemført, hverken handson-ledelse, supervision, samtaler om trivsel, teambuilding etc.

Jeg har oplevet at blive hentet ind til "supervision" og møde 2/3 i en gruppe, der er totalt udkørte eller opkørte. Lederen har ikke mulighed for at deltage i mødet, p-møder har ikke været afholdt regelmæssigt. Der er afsat to timer og ingen planer om opfølgning. Efterfølgende forstår ledelsen ikke, at det kan være nødvendigt at tilbyde individuelle samtaler til de hårdest ramte og samtidig sætte ind med mere regelmæssig supervision på gruppens opgaver.

Resultatet kan være, at flere af medarbejderne sygemelder sig, hvilket var bedre sent end aldrig. Nogle bliver i arbejdet selvom de burde sygemelde sig, fordi de ikke har det helt så skidt, som dem, der først bukkede under for presset. Ca. 1/2 af medarbejderne kan ende med at søge jobrotation, orlov eller sige op. Enkelte vender tilbage efter lange sygeperioder og med sår og ar på selvtillid og sjæl.

Det er som om man lukker øjnene for det, man ved om, hvorfor forebyggende tiltag er nødvendige: Strukturede samtaler om trivsel, Konflikthåndtering, Teorien og meningen bag de nye tiltag, Teambuilding, planlagt og kontinuerlig coaching og supervision mm.

Hvilke oplevelser har du med det, at man ikke prioritere det løbende forebyggende og foregribende arbejde, hvor du er?

01/11/2016

Andet oplæg i en række. Kom gerne med dine kommentarer til emnet.

Interne specialdesignede kursusforløb.

Effekten af, at medarbejdere sendes afsted på eksterne uddannelser og kurser er som bekendt mindre end, hvis man arrangerer interne forløb med deltagelse af alle medarbejdere. Jeg har haft fornøjelsen af at have gennemført adskillige interne kursus forløb for behandlings institutioner og bosteder.

Forløbene er strikket sammen i tæt samarbejde med ledelse og ofte også en medarbejderrepræsentant. Således sammensættes forløbet af emner, der er aktuelle og tæt praksisrelaterede. Undervisnings metoderne understøtter samarbejdet på tværs mellem medarbejderne og det praksisnære udgangspunkt, samtidig med, at der arbejdes på et højt teoretisk niveau. Der veksles mellem teoretiske oplæg, åbne drøftelser, refleksioner mellem få og gruppearbejder i mindre grupper. Der anvendes video optagelser til at illustrere pointer i teorierne, afprøvning af metoder og alt understøttes af plancher og modeller, der skaber overblik. Historien bag en teori skitseres kort og der er et fokus på videnskabsteori efter behov.

Erfaringen har vist, at det er gavnligt, at deltagerne undervejs skal udarbejde små rapporter om egen læring. Rapporterne sendes digitalt til mig og jeg giver feedback og registrerer samtidigt, hvad deltagerne er mest inspirerede af undervejs. Skriftligheden understøtter de stigende krav til dokumentation og skærper medarbejdernes fokus på formulering og præcision. Rapporterne skal skrives, så kolleger kan få inspiration. Og flere steder lægges de på et fællesdrev.

Afrapporteringen har sammen med et kort mundligt oplæg om et selvvalgt emne på den afsluttende undervisningsdag været "eksamen" på en måde, der ikke gør folk for usikre på evaluering af deres præstation. Langtfra alle voksne bryder sig om traditionelle eksaminer. Både afrapportering og mundlige oplæg må foregå individuelt eller som samarbejde mellem flere.

Jeg har været underviser i en årrække på diplom i ledelse og et par gange på masteruddannelse i ledelse. Omsætningen af indholdet er meget afhængig af undervisningsmetoderne og jeg savnede muligheden for at supplerer holdtimerne med noget individuelt. Coaching eller sparring i mindre grupper og individuelt øger effekten af den traditionelle undervisning væsentligt.

Hvad er dine erfaringer med at deltage i interne forløb sammenlignet