07/08/2015
Kære alle,
Først og fremmest vil vi gerne udtrykke vores dybeste taknemmelighed for den måde I alle har taget imod vores initiativ. Det rækker langt ud over vores vildeste fantasi at dette koncept ville blive modtaget, som det er gjort - Tusind tak.
Dernæst er det med stor beklagelse og gråd i stemmen, at vi bliver nødt til at meddele Jer alle, at vi kommer til at aflyse vores begivenhed 15+16.08.2015. Alt er midlertidig sat på standby, da vi af Kolding Kommune er blevet gjort opmærksom på at vores velmente initiativ er retsligt i strid med en lokalplan i vores område kaldet 0614-11. I denne står det at vores lokaler må anvendes til håndværks og servicevirksomhed.
Vi havde i vores vildeste fantasi aldrig forestillet os at dette skulle give anledning til problemer, når man kategoriserer servicevirksomhed som følger : SERVICEVIRKSOMHED: Er en virksomhed, der tilbyder kunderne en serviceydelse. En servicevirksomhed tilbyder således ikke-håndgribelige produkter.
At vi lejer stande ud, og bygger en platform, hvor folk kan mødes og lade deres brugte ejendele få nye ejere, og at dette skulle være et detailsalg og dermed ulovligt kan vi derfor kun undre os meget over.
Vi må tage Kolding Kommunes advarsel til efterretning, og må prøve at få lavet en ændring i lokalplanen, så vi på sigt kan få lavet denne "legeplads", som blev så fantastisk taget i mod. Vi føler et godt initiativ for lokalområdet går tabt, hvis vi ikke tager kampen op imod bureaukratiet..
Under alle omstændigheder vil vi ikke gøre os selv til "kriminelle", så derfor tager vi tingene i den rigtige rækkefølge og venter den tid det må tage.
Vi håber på Jeres opbakning, hjælp og tålmodighed, da vi ikke har opgivet håbet, men som skrevet, indtil videre blot udskudt vores fælles planer.
Vi undskylder endnu engang for den ulejlighed vi må have forårsaget, men arbejdede hele vejen med den rette hensigt og i god tro. Alle udstillere er naturligvis også tilbagebetalt.
Mange kærlige "kræm"
Karin og Lars