https://www.facebook.com/267098433486412/

Kroppens Vej, Aarhus (2026)

28/10/2020

AUTISME - ET HANDICAP, TAK!

Jeg støder jævnligt på artikler og skriv, hvor der bliver ytret den holdning, at vi bør anerkende autisme som en alternativ måde at være i verden på, i stedet for at opfatte det som et handicap.
Jeg kan godt følge tankegangen og tænker også, at det kommer fra et rummeligt og anerkendende sted, men alligevel, så bliver jeg bange og bekymret, når jeg læser det.

FORDI, jeg blev diagnosticeret for 2½ år siden, og det gjorde en kæmpe forskel for mig at få den diagnose.

I mange år har jeg lidt af tilbagevendende depressioner, jeg har ikke kunnet fastholde et fuldtidsarbejde, pga. sygemeldinger, og jeg har slået mig mentalt på folk i en række forskellige situationer, hvilket er gået hårdt udover mit selvværd.

Jeg har fået en del forskellige diagnoser gennem tiden, men først da jeg fik autisme-diagnosen oplevede jeg en forklaringsmodel, som rummede og forklarede hele min historie og alle mine vanskeligheder. Det forklarede blandt andet hvorfor det er for belastende for mig at arbejde på fuld tid, hvorfor jeg ikke kan overskue en lang række hjemlige gøremål, og hvorfor jeg bruger så mange kræfter på sociale arrangementer. Det forklarede også, hvorfor jeg som ung altid følte mig ude af sync med andre unge, hvorfor jeg kæmpede og igen og igen fik nederlag både i det sociale, i kærlighed og i min selvoprettelse og mit selvværd. Med autisme-diagnosen kunne jeg tilgive mig selv alt det, som jeg i årevis havde bebrejdet mig selv, og jeg kunne begynde at arbejde med mig selv i stedet for mod mig selv.

Man kan jo sige, at en anerkendelse af autisme jo ikke tager den forklaring fra mig, og at der med anerkendelsen selvfølgelig skal følge anerkendelse af den alternative måde at være i verden på, som lige så god og gyldig som den neurotypiske.

MEN hvis autisme ”bare” er en anden måde at være i verden på, og på et tidspunkt ikke længere bliver betragtet som et handicap, så mister jeg igen den gyldige grund til ikke at kunne tømme opvaskemaskinen, ikke at kunne holde orden i vores hjem, selvom jeg egentlig har brug for orden, ikke at kunne overskue at tage bad ret ofte, ikke at kunne overkomme at være alene hjemme med vores børn i flere dage osv. I og med at autisme ER et handicap, har jeg fået bevilget fleksjob, jeg har fået bevilget bostøtte og venter bare på at få en tildelt og vi har fået bevilget aflastere til de to af vores børn, som også har autisme.

Jeg ser desværre i ånden, at man fra politisk side hurtigt vil tage al den hjælp fra os – hjælp, som har stor betydning for at vores hverdag fungerer og som (specielt flexjobbet) har stor andel i at jeg trives i langt højere grad end nogensinde før og nu er godt i gang med at opbygge et godt selvværd – hvis autisme ikke længere er at betragte som et handicap.

OG det vil med sikkerhed tage gyldigheden fra at jeg med stor sandsynlighed ikke vil kunne klare mig alene i mit eget hjem uden at få hjælp. For mig er autismen et handicap, for jeg kan ikke opretholde en hverdag, et liv eller god trivsel, som andre mennesker kan uden hjælp og støtte.

SÅ jeg bifalder anerkendelsen, forståelsen og rummeligheden, men jeg beder inderligt om, at handicappet ikke bliver taget fra mig.

20/02/2020

Jeg kigger stadig efter arbejde. Jeg har altid haft nemt ved at finde arbejde, så jeg er temmelig frustreret over, at processen denne gang er så svær. Det er ikke fordi jeg har søgt og fået titusind afslag, men de afslag, jeg har fået, har bare virkelig ramt mig og slået mig ud. Jeg er kommet til at tage det alt for personligt.

Det er sårbart på en helt anden måde at søge fleksjob, tidligere handlede det jo kun om mine kompetencer og mine styrker, men nu handler det også om mine begrænsninger og mine skånebehov, og det bliver rigtig sårbart for mig. Samtidig kommer jeg nemt til at tænke, at når det nu "kun" er 6 timer, så må det jo være mig, de ikke vil have, hvis der ikke kan findes plads på en arbejdsplads.

Nu har jeg fået lov af jobcentret til at søge praktik i stedet for. Håbet er selvfølgelig, at en praktik kan munde ud i en ansættelse, men det er ikke det, som er formålet i første omgang. Det hjælper mig rigtig meget, at jeg nu kan tilbyde mig selv og alle mine kompetencer helt gratis i 6 timer om ugen, og forhåbentlig kommer det ikke til at gøre helt så ondt, når der kommer nogen 'nej takker' tilbage.

Jeg håber, at 2020 bliver året, hvor jeg finder et godt job, hvor jeg kan trives og bruge mine kompetencer. At 2020 bliver året, hvor jeg endelig finder MIN plads på arbejdsmarkedet, for guderne skal vide, at jeg i den grad trænger til at finde en plads, som jeg kan kalde min.

21/10/2019

Jeg er i gang med at kigge efter arbejde.

Det er en svær proces, fordi jeg har en faglighed, som jeg rigtig gerne vil have i spil, men kan det overhovedet lade sig gøre 6 timer om ugen uden at jeg bliver hende, som henter kaffe og laver forefaldende arbejde?

Jeg er virkelig dårlig til at lave kaffe, og jeg har som sådan ikke problemer med forefaldende arbejde, men jeg har brug for at der er lidt retning på mit job og min jobfunktion, og jeg har brug for, at min hjerne kommer på arbejde, så der skal helst være lidt kød på opgaverne.

Samtidig skal det være et sted, som kan anerkende mine styrker og respektere mine begrænsninger. Det er vigtigt for mig at finde et godt sted, så jeg er grundig med at granske mig selv i forhold til mine skånebehov, mine behov sådan arbejdsmæssigt og mine styrker og evner. Og så håber jeg meget og tror på, at der findes et godt sted til mig derude!!

Fingers crossed!🤞🤞

02/01/2019

NYTÅRSFORTSÆTTER
Nytåret giver ofte anledning til refleksion. Jeg kigger tilbage på året der er gået og hvad det har bragt. Jeg gør en slags status; var det et godt år? Et svært år? Et spændende år? Og dernæst kommer så spørgsmålet; hvad vil jeg gerne lave om i det nye år? For nytåret er jo som bekendt sæson for forsætter. Man sætter sig noget for, som man vil ændre ved sig selv eller sin levevis i det nye år.

Jeg har ingen nytårsforsætter i år. Jeg plejer gerne at have et nytårsforsæt, som går på at spise sundere, at holde op med at spise sukker og/eller at tabe mig. Det kuldsejler gerne allerede d. 1. januar, når jeg er træt og bombet ovenpå nytårsaften. Men det er ikke derfor, jeg ikke vil have nytårsforsætter i år.

Jeg kan godt lide, at nytåret er en naturlig anledning til at stoppe op, til at reflektere, til at gøre status, men jeg synes, at det er ærgerligt, at refleksionens fokus med nytårsforsætterne bliver på det, som man er utilfreds med. Jeg har allerede brugt så meget af mit liv på at være utilfreds med mig selv og forsøge at ændre mig på alle mulige måder, så nu vil jeg gerne i stedet have fokus på det positive. Derfor har jeg i år ikke nytårsFORSÆTTER, men nytårsFORTSÆTTER. Jeg har en liste over de ting, som jeg synes fungerer godt, og som jeg gerne vil fortsætte med i det nye år.

Jeg vil bl.a. gerne fortsætte med:
- at prioritere mine veninder højt
- at sige undskyld, når jeg begår fejl
- at acceptere og respektere mine begrænsninger
- at lægge mærke til naturens små og store mirakler

Listen er længere, men jeg vil ikke kede dig med hele striben...men du kan jo lave din egen og se, hvor lang den kan blive :-) Intet er for stort eller småt til at komme på min liste.

Og til dig, som lagde ud med at tænke, at det da også er pokkers, at "hun heller ikke kan finde ud af at det hedder nytårsforsætter - og hun er endda lingvist!!!", så håber jeg, at du har fanget pointen i min overskrift ;-)

GODT NYTÅR!

23/11/2018

Min hjerne er ved at kollapse over Black Friday og hele dette tilbudsræs, som har kørt siden oktober og først slutter engang i det nye år.

Det er jo umuligt at vide, hvornår man får noget som helst til den bedste pris. Den ene dag er der 25% den næste er der 15% og ugen efter er der så 30%. Det er en jungle, og min hjerne er seriøst ved at koge over i forsøget på at finde ud af, hvornår jeg skal købe julegaver.

Jeg er nødt til at lukke øjne og ører i dag og så må jeg finde den bedste pris, når jeg er klar til at handle.

Det var altså nemmere dengang, hvor alting havde normalpris frem til jul og så blev sat ned efterfølgende. Så vidste man i det mindste, at man "blev snydt", når man købte julegaver!

16/11/2018

Egentlig hader jeg at blive sat i bås og vil gerne være unik, men med visse aspekter at min personlighed, som ofte indebærer intolerant eller asocial adfærd er det altså virkelig rart at finde ud af, at jeg ikke er den eneste.

Jeg har altid haft virkelig svært ved at holde ud at høre andres vejrtrækning. Der er også andre lyde, som kan drive mig til vanvid, men den med vejrtrækningen har gennem tiden været den værste, fordi man jo ligesom ikke kan tillade sig at bede folk om at lade være med at trække vejret.

Tog, busser og i biografen er bare nogle af de steder, hvor jeg ofte har kæmpet virkelig hårdt for at holde sammen på mig selv, fordi jeg har siddet i nærheden af een, som trak vejret tungt, hvis næse peb eller som snøftede 😱 🤬

Det værste har imidlertid altid været at sove sammen med folk. Helt fra barndommen har jeg minder om at have siddet tudbrølende ude på toilettet og forsøgt at stoppe ørerne fulde af toiletpapir i håb om at det kan lukke al lyd ude, når en hyggelig soveaftale har udviklet sig til et mareridt af vejrtrækningslyde.

Jeg har kaldt på veninder i desperation for at vække dem bare et øjeblik og efterfølgende ladet som om, det var i søvne, fordi det var for pinligt at indrømme, at jeg var ude af mig selv over at de trak vejret. Ih, hvor var det morsomt næste morgen......eller ikke!

Jeg er ofte blevet drillet med, at jeg sover med ørepropper, ikke fordi min mand snorker, men blot fordi han trækker vejret. "Du skal da bare falde i søvn først!" Det sker for det første sjældent, men selv hvis det gør, så vågner jeg af hans vejrtrækning. Jeg har sommetider over for ham og andre fortrolige beskrevet det som at der er visse lyde, som bare går direkte ind og pirker til mit nervesystem.

Og nu viser det sig så (for mig, for det er sikkert ikke helt ny viden), at det faktisk ikke er helt forkert. Det er en lidelse, som hedder misofoni, og det er netop beskrevet som at visse lyde simpelthen fremkalder en "flygt eller kæmp"-reaktion i kroppen. Altså at nervesystemet opfører sig som om der er akut fare på færde, og at de eneste handlemuligheder er at flygte eller bekæmpe.

Hurra, jeg er muligvis temmelig mærkelig på mange punkter - og også på dette, men jeg er faktisk rigtig glad for at finde ud af, at det ikke er mig, som er intolerant, men at det er mit system, som er hypersensitivt!

27/10/2018

Jeg har været til 40-års fødselsdag i aften. Jeg havde aftalt med mig selv og værten, at jeg ville gå hjem kl. 23, da jeg ikke kan klare en hel fest uden at det koster flere dages restitution efterfølgende.

Allerede kort efter kl. 22 kunne jeg mærke, at jeg begyndte at zoome ud - gå fra at deltage i festen til at være tilskuer til festen. Og så kunne jeg lige så godt tage hjem.

Da jeg sagde farvel til værterne og min mand blev jeg ked af det, og jeg er ikke helt sikker på, hvad det var, som pludselig ramte mig.

Normalt har jeg mest fokus på de ting, som jeg kan, men da jeg nu måtte gå fra en fest som den første, blev det meget tydeligt for mig, at der var noget, som jeg ikke kunne. Et punkt, hvor jeg adskilte mig fra de andre gæster. Måske var det det, som ramte mig.

Jeg er ikke helt sikker, og det er egentlig heller ikke super vigtigt, jeg prøver bare at være med ked-af-det-heden, give den lov til at være her og rumme den.

Godaften, godnat og tak for festen

25/10/2018

Tænk engang, jeg er meget lidt aktiv på denne side, og alligevel får jeg nye likes på siden. Det er motiverende!

Jeg har ikke opgivet siden, men jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg lever mit liv med min nye diagnose; Aspergers Syndrom. Jeg har haft det hele mit liv, men nu kan jeg endelig forstå, hvorfor jeg har så meget sværere ved visse ting end andre, og hvorfor jeg er gået ned med depression igen og igen.

Lige nu er jeg i en fase, hvor jeg øver mig på at leve med min diagnose i stedet for som hidtil, hvor jeg har kæmpet imod min natur, fordi jeg troede, at det var noget, jeg skulle arbejde mig ud af.

Måske skal jeg ikke opfinde et nyt koncept til denne side, måske skal jeg bare fortælle om den proces jeg er midt i.
Fortælle om når det går godt, men også når det vælter for mig, fordi jeg enten ikke formår at få passet på mig selv eller der vælter for meget ind fra højre, som jeg er nødt til at tage mig af - ressourcer eller ej.

Hvordan lyder det mon?

23/05/2018

BAGSIDEN AF EN DEPRESSION
Jeg vågnede og konstaterede, at jeg havde sovet længe og resten af familien for længst var taget afsted, hvorpå jeg lukkede øjnene igen og sov videre.
Da jeg vågnede igen fik jeg slæbt mig ned på sofaen træt, tung i kroppen og ør i hovedet. Og ikke mindst tung i sindet.
Jeg spiste en pose popcorn og en muffin og gik ud og brækkede det op igen. Tilbage på sofaen.
Da min søn kom hjem kiggede han bekymret på mig og spurgte, om jeg var ok. Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg ikke ønsker, at min sygdom skal påvirke mine børn - men det gør den....
Jeg kom i tøjet og gik en tur. Min krop var uendelig tung, og min sindsstemning var tilsvarende. Jeg græd, mens jeg gik, og jeg savnede mening med det hele. Jeg spekulerede på, om jeg havde selvmordstanker, men konstaterede, at det havde jeg ikke - idag. Jeg har aldrig oplevet at mit sind har overbevist mig om, at børnene ville være bedre tjent uden mig, og det er både en forbandelse og en velsignelse.
Efterhånden som jeg gik, kunne jeg mærke, at min krop føltes mindre tung, og jeg følte mig knap så nedtrykt. Jeg spekulerede på, om jeg mon er klar til at starte på arbejde om 1½ uge og det stressede mig lidt.
Jeg ringede til en god og kær veninde, som endnu engang støttede mig i, at det vigtigste er at jeg passer på mig selv.
Det er bare så svært, når jeg er så træt, at jeg ikke orker gøre det, som jeg ved er godt for mig.
Nu sidder jeg efter gåturen; træt i hovedet, tom i følelserne og dvask i kroppen og ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg tænker "hvad er meningen??"

19/01/2018

Efter et år, hvor jeg ikke har kunnet tage klienter, har jeg nu endelig truffet den svære beslutning at lukke Kroppens Vej. Det betyder ikke, at denne side lukker, for når overskuddet forhåbentlig stiger igen, så finder jeg ud af, hvordan den skal formes fremover. Tak for at I hænger på så længe!

12/09/2017

Kære alle jer som følger denne side
Jeg har ikke været ret aktiv herinde i lang tid, og det skyldes, at jeg igennem det sidste år og fortsat gennmgår en personlig udredning, som bla. viser, at jeg ikke kan holde til at arbejde som psykomotorisk terapeut. Hvilket også betyder, at jeg ikke kan tage klienter pt.

Det er lidt af en kamel at sluge, og jeg er bestemt ikke færdig med at fordøje den, men jeg er fast besluttet på at finde andre måder at beskæftige mig med faget på og derfor har jeg også tænkt mig at beholde både firma, hjemmeside og facebook-side. Jeg mangler dog at finde ud af, hvordan det fremadrettet skal bruges.

Jeg håber, at I hænger på og ser, hvad jeg finder på, når processen er tilendebragt.

Mange hilsner og de bedste ønsker
Jane /Kroppens Vej

31/12/2016

En sen aften kort inden jul gik jeg en tur, inden jeg skulle i seng.

På min tur gennem ellers temmelig øde gader mødte jeg en ung kvinde. Hun slog følgeskab med mig et lille stykke vej, da hun var utryg ved at gå alene.

På den km vi fulgtes, nåede hun at fortælle mig, at hun for nyligt er kommet ud af et 5 år langt voldeligt forhold, at hun er tidligere misbruger og at hun voksede op i et voldeligt hjem.

Hun er pt hjemløs og kan ikke arbejde på grund af PTSD. Hun har ringe kontakt til kroppen og primært i form af smerter, men hun vil gerne have det bedre....

Hun blev begejstret og henviste til sin tro på højere magters mening med "tilfældige" møder, da jeg, adspurgt, fortalte hende, at jeg er psykomotorisk terapeut og arbejder med at skabe balance i krop og sind.

Hun fik mit telefonnummer, inden vi skiltes, og jeg håber meget, at jeg hører fra hende. Men gør jeg ikke det, så har hun allerede beriget mig med sin historie og sin tillid. Tak for det møde, det gjorde stort indtryk på mig!

GODT NYTÅR!

Kroppens Vej