21/05/2026
Olaf Kamstrup lagde grundstenen for virksomheden med sin stærke faglighed og beslutsomhed – værdier, der fortsat præger Kamstrup i dag. Vi er stolte af vores arv og arbejder hver dag for at omsætte den til løsninger, der gør en reel forskel - med fokus på kvalitet, innovation og målbare resultater. Tak til Dansk Industri - DI for at dele historien.
Om få timer skal Olaf Kamstrup udbetale løn til sine medarbejdere, men kassen er tom.
Han kunne udskyde lønnen og bede folkene have tålmodighed, men det kan Olaf ikke få sig selv til. I stedet springer han ind i sin gamle Ford og kører afsted til familie og venner, forklarer situationen og låner det, han kan.
Han har det dårligt med at låne pengene, men endnu værre med ikke at leve op til sit ansvar som virksomhedsleder. Da folkene går hjem fra fabrikken sidst på dagen, har de fået deres ugeløn, præcis som de plejer.
Det er ikke en enkeltstående fredag. I de første år af virksomheden hænder det igen og igen, at pengene må skaffes på den måde. Kamstrups Manometer og Termometerfabrik er kun et par år gammel, stiftet året efter befrielsen.
Olaf har sparet op til at starte selv gennem fritidsarbejde, mens han har været ansat hos målerfabrikken Metro. Han får en bankkredit på 10.000 kroner og åbner sit første værksted på Haslevej 10 i Åbyhøj næsten uden en krone på bogen.
Men Olaf har noget, der er mindst lige så vigtigt som penge.
Han er finmekaniker, og en besjælet iværksætter. Han kender målere, manometre og termometre indefra. Han har arbejdet på nathold hos Frichs, været på svejseriet hos Derby og hos Metro.
Olaf er ikke den polerede erhvervsledertype. Han er ordblind, ikke stærk i fremmedsprog, men til gengæld god til tal og dygtig til at tegne. Han kan se løsninger for sig, som de færreste kan forestille sig.
De første produkter i Olafs nye virksomhed er stuetermometre. Danmark er lige kommet ud af krigen og materialer er svære at skaffe, men alligevel går det stærkt her fra. Efter tre måneder har han arbejde nok til to medarbejdere. I 1948 er virksomheden vokset til 10 ansatte og flytter til større lokaler.
18 år senere går det så godt i virksomheden, at Olaf køber Metro - den virksomhed, hvor han selv blev udlært.
I dag er Kamstrup en global teknologivirksomhed, der arbejder med intelligent måling af energi og vand. Verden er en anden, produkterne er nogle andre, og direktøren skal heldigvis ikke køre til venner og bekendte for at låne penge til lønnen.
Men der går stadig en linje tilbage til Olaf Byskov Kamstrup og den type dansk foretagsomhed, hvor teknisk kunnen, ansvar for medarbejderne og evnen til at se et behov i markedet kan vokse til arbejdspladser, eksport og løsninger, hele verden har brug for.
Dansk Industri sætter i disse uger fokus på nogle af de danske virksomheder, der har været med længst. Vi er nysgerrige på, hvordan de begyndte, og på de mennesker, der kunne gøre en mulighed til en forretning.
For det er den slags virksomheder, der er med til at forklare, hvorfor Danmark i dag står stærkt. Og derfor er det også virksomheder, vi skal værne om.