03/10/2020
Denne bog bør du ønske dig i julegave. Den beskriver det du godt selv ved indeni , nu får du argumenterne for , hvorfor det er så vigtigt at få nyt garn og nye strikkeopgaver. 😍
I hændernes virke bor en dybde og en ro 🌟At arbejde med taktile materialer, at forme med sine hænder og se noget blive til - alle er disse elementer som skaber en sanselig oplevelse som binder sindet til at være nærværende i de bevægelser og rum der ligger i håndarbejdet - og håndværk generelt. For en stund skabes et afbræk, et pusterum, en tiltrængt sænkning af vores tempo.
At skabe ligger dybt i os og det er i mødet mellem hænderne og sanserne at vi kan opnå en stilhed - hvem af os nyder ikke duften af nyopvindet uld, pindenes rytmiske bevægelse når der strikkes eller nuancerne ens øjne møder når nyfarvet garn hives op af gryden.
Maske for maske, farvning for farvning, sting for sting, frigives der i ens indre endorfiner - en fornemmelse af dyb ro, nærvær og tilfredshed kan gennem håndarbejdets virke skabe en så betydelig indre effekt at det kan nedsætte stress og angst såvel som øge ens generelle velvære betydeligt.
Vi møder jer i jeres historier og ser hvilken betydning håndarbejde har for jer ligesom den har for os - og det rører os når vi bliver fortalt hvordan lærdommen omkring plantefarvning har været med til at sænke stress ved flere. Det er betydelige historier som alle tegner et billede af hvad netop håndværk kan og rummer - et fællesskab, en varme og en dybde som formes af vores hænder og som giver vores sind ro.
Derfor er den nye bog fra Anne Kirketerp virkelig vand på vores mølle. 'CRAFT PSYKOLOGI - Sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk’ - bare titlen fortæller alt… Bogen giver et bredt indblik i hvorfor håndens arbejde ikke blot er hyggeligt tidsfordriv, men at det giver en lang række sundhedsfremmende fysiske og psykologiske effekter. Anne er uddannet kunsthåndværker, håndarbejdslærer, psykolog og ph.d. i motivation og foretagsomhed. Hun har udviklet fagområdet craft-psykologi, som hun i dag forsker og underviser indenfor.
En fantastisk bog med lettilgængelige og grundige beskrivelser af både teori, samt øvelser.
Bogen findes båder på vores webshop samt i butikken på gården...
www.g-uld.dk/shop/strikketilbehoer/boeger-og-magasiner/craft-psykologi