11/08/2026
Lidt kærlighed fra Grindsted
“Jeg ville ikke undvære det for noget i verden” ❤️
Nogle gange begynder en forandring med noget så enkelt som at have et sted at gå hen og mennesker at være sammen med.
For Kim blev RECOVERY BULLS i Grindsted et sted, hvor han fandt fællesskab og mennesker, han kunne spejle sig i. Her fortæller han, hvad fællesskabet har betydet for hans hverdag, og hvorfor han valgte at blive frivillig.
“I stedet for at gå med angst på daglig basis er den faktisk ikkeeksisterende nu, fordi jeg kommer ud og er sammen med mennesker, der har nogenlunde samme baggrund som mig. Ingen dømmer nogen, og alle respekterer hinanden.”
“Det er uden tvivl den bedste gruppe venner, jeg nogensinde har været en del af.”
Kim valgte siden at blive frivillig i RECOVERY BULLS. Senere kom han i virksomhedspraktik i Den Sociale Sportscafé i Vejle.
“Jeg har valgt at blive frivillig, fordi jeg kan mærke, at jeg har noget at give. Jeg brænder for at hjælpe mennesker, der står i samme situation, som jeg gjorde for et år siden, eller som måske er på vej derud.”
For Kim er det især medmenneskeligheden, der gør en forskel:
“Det er helt bestemt den medmenneskelighed, man møder, der giver en troen på sig selv. De skulderklap, man får, hvis man gør noget godt, og de snakke, man får med andre. Jeg ville ikke undvære det for noget i verden.”
Tak, Kim, for at sætte ord på og for det, du bringer ind i fællesskabet ❤️